Document.no med alarmerende og interessant reportasje om det økende jødehatet i Danmark.
Ung jødisk mann med synlige tegn på sin jødiskhet blir angrepet av 6-8 arabere som skriker. Ingen av de forbipasserende har ryggrad til å forsvare ham.
Det er 1. maj i Fælledparken. Fra talerstolen har Villy Søvndal prædiket om, at “solidaritet betyder, at vi kerer os om hinanden,” da de kommer ud af det blå – lynhurtigt, beslutsomt og aggressivt.
Gruppen af seks-otte unge arabere. Mens to af dem holder den 25-årige jødes veninde fast, går resten løs på ham med slag og spark. “Hvis ikke jeg havde pareret nogle slag, kunne det være gået meget værre,” siger han.
Mens de råbte “jødesvin” og “død over Israel”, smadrede de hans solbriller, flåede hans bluse i stykker, slog og sparkede. Trods chokket fik han spurgt dem: “Hva’ har I gang i, hvor er tolerancen?”
Bagefter forsvandt overfaldsmændene lige så hurtigt, som de var kommet efterladende den unge jøde med et flækket øjenbryn, hjernerystelse og blødende ud af næsen.
Ingen af de 100-150 personer, der overværede overfaldet, kom ham til undsætning.
Flere filmede optrinnet.
Også den 11. mai ble han overfalt. Og dette er ikke de eneste gangene. De siste årene har han gjentatte ganger vært utsatt for vold og trakasserier. Hvorfor? Han viser at han er jøde. Han bærer kippah, han går med davidsstjerne. Det er for meget for jødehaterne.
Hvorfor reagerer så ikke godtfolk og forsvarer ham når dette skjer i det åpenlyse? Man er redd for at det kan oppfattes som «antimuslimsk.»
Hvordan reagerer det jødiske samfund på det åbenlyse og voldelige jødehad, der har vundet indpas i Danmark?
Den 25-årige jøde svarer, at det jødiske samfund er delt. Nogle ønsker ikke at reagere – ikke fordi man er bange for det, men fordi mange straks vil opfatte kritikken som “anti-muslimsk”.
Han ser ingen fremtid i Danmark. Til det er toleransen for stor. For islamister, vel å merke. Om jødene må lide for dette, er tydeligvis ikke fullt så maktpåliggende.
Tror du, du bor her om 25 år?
“Det gør jeg ikke. Det tør jeg ikke. Mine børn skal ikke vokse op i et samfund, hvor de ikke kan være de mennesker de er. Danmark er på vej til at blive et farligt land for jøder. Det er det jo allerede, som I kan høre. Ekstra Bladet ville lave et interview med mig med navn og foto, men det er for farligt. Grupper som Hizb ut-Tahrir fører kartoteker over danske jøder og sympatisører. Jeg fatter ikke, at den organisation stadig er lovlig.”
Jødene i Danmark er bekymret. De vil bare leve i fred. Men forholdene tilspisser seg. Det eneste land i dag som forsvarer jøder, er Israel. Er vi så veike i Skandinavia, at en utsatt folkegruppe faktisk ikke får sin sikkerhet garantert av stater som overgår hverandre i kampen om å trone på toppen av humanisme-stigen? Våre politikere vifter stadig med «menneskerettighets-«flagget når det gjelder andre. Hvordan står det til i våre egne samfunn? Har vi i iveren etter å tekkes våre nye landsmenn med muslimsk tro, rent glemt at vi også har andre blant oss som har krav på like stor frihet og sikkerhet?
Du kender mange jævnaldrende jøder. Hvad taler I om, hvordan stiller de sig?
“Alle er bekymrede. Jeg kender ikke en eneste, der ikke er bekymret. Vi diskuterer allermest hvilken profil, vi skal have. Skal vi være pacifistiske og lade os kue af hadet? Vi er jo ikke interesserede i kamp her i Danmark, vi vil bare leve i fred. Jeg mener ikke, at vi skal lade os kue. Jeg kan ikke acceptere det. Jeg banker panden mod mine egne folk, fordi jeg står fast på min holdning. Jeg står hårdnakket på min ret. Nogle af dem synes, jeg er ekstremist. I Danmark har man på en måde givet op, men kampen er først ved at blive slem nu. Jeg kan kun være den, jeg er.”
Du tænker vel: “Hvor er jeg sikrest om ti år”?
“Helt klart. Det land, jeg vil føle mig mest sikker i, er Israel. Der vil jeg være omgivet af mennesker, jeg kan stole på. Kan jeg stole på, at min nabo ville gemme mig af vejen, hvis vi – Gud forbyde det – skulle få et nyt Holocaust? Kan jeg stole på, at politiet ikke henter mig?”
